Krucifikset I Gørslev kirke


Korbuekrucifiks

  Jesus giver sit liv langfredag og overvinder synden og døden, han hengiver sig i smerte og undergang for vores skyld, større kærlighed har ingen.
  Korsfæstelsen er kristendommens centrale fortælling og også kristendommens største gåde, den kan aldrig helt forklares, det er Guds vej, og vi forstår det simpelthen aldrig helt.
  Men korsbegivenheden holder os fast, vil vi lære Gud at kende, er det et godt sted at fordybe sig.
  Fra gammel tid skulle der være et krucifiks i enhver kirke, sådan at menigheden altid kunne holde sig den korsfæstede for øje og aldrig glemme hans lidelse. En del af disse krucifikser er forsvundet i historien, og en senere tid har været mere forsigtig med den billedlige fremstilling, men i vores fire kirker er der bevaret to af disse gamle krucifikser, et i Bjæverskov og et i Gørslev kirke.
  Krucifikserne stod oprindelig på en bjælke over korbuen, i adskillelsen mellem skibet og koret. Mellem det hellige og det allerhelligste stod den korsfæstede Kristus med udbredte arme i smerte og velsignelse og ansigtet vendt mod menigheden. Han er Guds velsignelse, og han er også vejen ind til Gud. I Mattæus-evangeliet (27,51) fortælles det, at da Jesus døde på korset, da flængedes forhænget i templet i to dele, og der blev åbent ind til det allerhelligste, der skal altså ikke mere være et forhæng, en adskillelse mellem Gud og mennesker, i troen på den korsfæstede Kristus kan mennesker komme helt nær til den almægtige, som selv møder os i Jesus Kristus.
  Krucifikset I Gørslev kirke hænger stadig over korbuen, nu er det løftet op over hvælvingen. Det er fra 1511 og ikke skabt af nogen kendt kunstner, men det er meget smukt og udtryksfuldt og i øvrigt velholdt og malet i gode farver. Korset er blåt, det er himlens og troens farve, og det er kantet med rødt, den samme røde farve som Jesu lændeklæde, den røde farve er kærlighedens farve, ikke den lyserøde kærlighed, der svæver på en sky, men den brændende kærlighed, der giver sig selv for andre, den lidenskab, der ofrer alt, rød er også blodets og ildens farve, den røde farve anes også i Jesu skæg og håret under tornekronen, han er den lidende frelse, den guddommelige kærlighed, "således elskede Gud verden". Bag Kristi hoved er en forgyldt korsglorie, der er meget lig det røde indvielseskors bag døbefonten.
  Jesus har lukkede øjne, han overgiver sig til smerten og døden, det har været vigtigt for kunstneren at beskrive smerten og lidelsen, og alligevel er der en stor ro over Kristus-figuren. Han gør det rigtige.

Jomfru Maria Disciplen Johannes   På hver side af korset på fremspring i muren står de to mennesker, som Jesus måske elskede mest, de som også blev hos ham, da mørket lagde sig over jorden. I kirkens kvindeside, til venstre, når man går frem i kirken, men altså ved Jesu højre hånd, der står hans mor Maria, og på den anden side i herresiden, der står den discipel, som Jesus elskede, Johannes Zebedæus søn. Kunstneren har skildret dem med store ansigter og åbne øjne, de ser, hvad der sker, de forstår det heller ikke, men de tror på Jesus og holder sig til ham i deres smerte, og Jesus giver dem til hinanden. Kunsteren har især opnået at skildre Marias ansigt meget udtryksfuldt. Maria og Johannes er i øvrigt klædt  i de samme røde og blå farver som Kristus. I de to skal vi se os selv, som dem skal vi prøve at være i tro og i kærlighed.
  Det er også godt at lægge mærke til, at i korsets fire hjørner er de fire evangelisters tegn: barnet, løven, tyren og ørnen alle med forgyldte vinger, det er Mattæus, Markus, Lukas og Johannes, korsets hjørner, kirkens søjler, bærerne af den guddommelige historie, på deres fortælling bygger vi vores tro og kunstneren sin fremstilling af Kristus.

Hanne Bohr


Tilbage til forsiden